Kropsterapi er en dybdegående behandling, der frigør spændinger og blokeringer på det fysiske og på det mentale plan

Det hele menneske
Det hele menneske og sammenhængen mellem krop og sind er helt essentiel i en kropsterapeutisk behandling. Med kroppen som udgangspunkt får du mulighed for at opdage sammenhængen mellem krop og sind og nænsomt mærke og forløse det, der sætter sig som spændinger og blokeringer.
At kunne mærke sig selv, og hvordan vi egentlig har det, er en kropslig fornemmelse. Kroppens signaler er en reaktion på det liv, vi lever og kroppen vil derfor altid gøre opmærksom på ubalancer i form af små og store skavanker. Alt sammen i forsøget på at bringe opmærksomheden mod de indre behov, der trænger til at få plads og blive hørt.
De fleste af os har erfaringer med, at store følelsesmæssige påvirkninger såsom sorg, stress, bekymringer, nervøsitet, vrede, angst og skam kan sætte sig som smerter eller spændinger i kroppen.
Ligesom fysiske udfordringer påvirker vores psykiske tilstand – hvis ryggen gør ondt, trækkes vores mentale fokus derhen, og vi får svært ved at fokusere på andet end det.
Åndedrættet – forbindelsen mellem krop og sind
I behandlingen har åndedrættet en helt central betydning. Åndedrættet er forudsætningen for livet, og det er via det, vi mærker forbindelsen mellem krop og sind. Behandlingen søger derfor at åbne op for åndedrættet, hvorved der skabes større frihed og gennemstrømning i kroppen, så forbindelsen mellem krop og sind får plads.
Forbindelsen mellem krop og sind er uadskillelig og det er i sig selv forløsende at erkende denne forbindelse. Det kan føles som at finde hjem til sig selv igen eller blot vedligeholde den naturlige forbindelse uden anstrengelse eller fordømmelse, men blot som den er.
Kropsterapeutiske behandlinger kan hjælpe med at skabe og vedligeholde en god forbindelse til dig selv, sådan at kropslige og mentale udfordringer får sværere betingelser.

Hvad kan kropsterapi hjælpe med?
Kropsterapi kan hjælpe dig med at finde frem til og løsne op for det der får kroppen til at ”larme”. Det at kroppen larmer, er en typisk tilstand og en fællesnævner for de mennesker, der opsøger hjælp og kropsterapi hos mig.
Problematikkerne er naturligvis forskellige fra klient til klient. Der er dog en hel del symptomer, der går igen hos mine klienter.
Det kan være kropsligt ubehag i form af tilbagevendende spændinger og smerter, eller en fornemmelse af manglende kontakt til kroppen. Psykiske udfordringer som mistrivsel, uro, ængstelighed og utilfredshed kan også være til stede.
Min erfaring er, at der meget ofte er et eller flere underliggende behov for at arbejde med det, der ligger under dine fysiske og psykiske problematikker. Det kan fx være følgende:
- Grænser – kan du afgrænse dig selv og sige ærligt ja og nej til mennesker, opgaver mv?
- Behov – kender du dine behov og kan du udtrykke dem?
- Indre Barn – kan du tage ansvaret for det, der er dit og lade andre tage ansvaret for det, der er deres?
- Selvværdsproblematikker – føler du dig værdig og respekterer du dig selv?
For mig er kropsterapi meget mere end bare en teknik – det er en dyb kontakt til alt det, du bevidst og ubevidst har lært at gemme væk, men som længes efter at blive mødt – først og fremmest af dig selv.
Når du arbejder med kroppens spændingsmønstre og dermed får frigivet fastlåst og tilbageholdt energi, vil effekten af arbejdet typisk resultere i, at du får løst op for et helt livs fastfrosset livsenergi. Det vil give dig mulighed for at skabe din helt egen personlige vækst og udvikling, så du kan leve fremfor blot at overleve.
Se hvad mine klienter siger om mine kropsterapeutiske behandlinger