Nogle gange tænker jeg på, om jeg skal omformulere mit citatet, som altid har været at finde på forsiden af min hjemmeside, til ”Det bedste er at kunne se sig selv, som den man er. Derfra bliver alt muligt”
Mange af mine sessioner handler om at få øje på sig selv i et nyt lys. Ofte ligger der usagte følelser og behov under kropslige opspænd og underspænd, som længes efter at blive mødt og forstået. Og først og fremmest af dig selv.
Det tager tid at komme til at se sig selv. Virkelig se sig selv! Det er derfor jeg tilbyder og finder stor glæde ved at tilbyde forløb. Når du har lært at spænde op og holde ud eller give op, har du også lært at gemme væk. Når du vælger at give dig selv et kontinuerligt forløb med tid til at det ubevidste stille og roligt kan komme til bevidstheden, kan der ske ægte forvandling både kropsligt og mentalt.
Indre fred kommer, når du ikke er afhængig af andres blik på dig, men blot kan hvile i et sandt blik på dig selv.
Min personlige historie
Jeg har fortalt denne historie i et nyhedsbrev og fortæller den nu også til dig, der tilfældigt eller ikke tilfældigt er faldet over læsning på min hjemmeside. I det kommende vil jeg fortælle dig om min egen vej i et kontinuerligt forløb, som blev livsændrende for mig. Et forløb, som hjalp mig til at se mig selv med de øjne der virkelig er brug for at blive set med. Nemlig mine egne!
Da jeg blev mor for godt 19 år siden gik min krop og mit sind nærmest i stå. Jeg blev så overældet over at blive mor – og det var ikke af rørelse, men af frygt. Alt i mig snørede sig sammen. Jeg kunne hverken glædes eller græde og var helt låst i krop og sind. Jeg sov ikke i månedsvis og følte mig både forfærdet og fortabt og ønskede mig tilbage til før fødslen, så jeg kunne slippe fri af de følelser, der overvældede mig. Det var en forfærdelig tid for mig.
Efter et par måneder blev jeg indlagt på psykiatrisk hospital og var der i et par uger. Det føltes mærkeligt tomt og dog befriende. Jeg modtog hjælp i form af medicin, der dæmpede frygten og fik mig til at sove – hvilket var en kæmpe befrielse.
Det underligt tomme kom af, at medicin var det eneste der blev tilbudt. Jeg husker meget tydeligt længslen efter et menneske, der kunne være med til at kalde mennesket i mig frem.
Under låget af medicin, som jeg trappede ud af efter et år, vældede der en kæmpe vrede op i mig. Jeg var vred på alt og alle. I virkeligheden var det sårbarhedens eneste sprog for mig på det tidspunkt! Heldigvis mærkede jeg et behov for at finde ud af, hvorfor jeg var så vred og opsøgte hjælp.
Det blev den vigtigste beslutning i mit liv.
Jeg fandt frem til den mest fantastisk psykolog i hele verden og brugte uendeligt mange timer i stolen hos ham.
Han så mig. Eller endnu vigtigere. Han inviterede ind i et rum, hvor jeg stille og roligt kunne se mig selv, som den, jeg er.
Jeg fik øje på det i mig, som kun jeg kan tage mig af og som andre ikke kan se. Jeg var sårbar ad helvede til, men kendte ikke sårbarheden og havde ikke sprog for den.
Hvis jeg skulle bede om hjælp, skulle jeg være i kontakt med det i mig, som ingen (heller ikke mig selv) nogensinde måtte få øje på.
At jeg følte mig utilstrækkelig og ikke god nok.
Jeg var dygtig til mit arbejde. Jeg var dygtig til at være gravid. Jeg havde styr på det meste. Lige indtil jeg ikke havde styr på noget som helst og først måtte erkende at mit ”styr” på det, på alle andre områder i livet langt hen ad vejen også handlede om, at holde frygten for ikke at have styr på det og blive afsløret i ikke at være dygtig/god nok.
Jeg holdt sammen på det hele og fremstod som en, der nok skulle få styr på det. Men sådan var det ikke i mig. Ordene om at jeg følte mig ensom og helt uden kompetencer og sprog til sådan et lille nyt menneske, fandtes ikke i mig.
I dag kan jeg se, at ordene puttede sig bag min egen dom over mig selv som menneske og nybagt mor.
Set i bakspejlet er jeg lykkelig for den koldbøtte livet inviterede mig til at slå der. For det jeg kom til at arbejde med i mig selv har haft kæmpe betydning for, hvor jeg er i dag og hvordan jeg møder mennesker, der kommer til mig for at få hjælp.
Jeg ved at ting tager tid og jeg ved, at et kontinuerligt og bevidst arbejde gør, at det utilgængelige lige så langsomt bliver tilgængeligt for bevidstheden.
Ingeting kan fikses eller tvinges hurtigt frem.
For mig betød det personlige arbejde, at jeg må turde mærke og stå ærligt ved, at jeg kan føle mig sårbar og usikker. Og hvor er jeg dog glad for at kunne mærke de tilstande i mig, så jeg (for det meste) kan tage mig af det fremfor at fralægge mig ansvaret, blive vred og gøre andre mennesker omkring mig forkerte.
Jeg er med andre ord dybt taknemmelig for rejsen og forbander den også indimellem fordi det kan føles krævende at være i verden på den måde. Lukker jeg øjnene ind imellem? Ja, det gør jeg. Jeg kan bare ikke gøre det i ret lang tid ad gangen uden at min søvn bliver påvirket og min krop begynder at larme.
Det blev min passion i livet at stille sådan et rum til rådighed for andre mennesker. Jeg valgte kropsterapien fordi kroppen taler et meget tydeligt sprog, når ordene holder op.
