Når jeg siger ja til mig – hvad siger jeg så til dig!
Ovenstående citat hørte jeg på et kursus, jeg deltog i for et par år siden. Jeg fandt det forleden og bemærker, at jeg har afsluttet citatet med et udråbstegn (!)
For det er vigtigt! Og mange gange svært! At passe godt på os selv i vores relationer.
Det handler om personlig afgrænsning og tryghed i os selv, når vi siger ja og nej til os selv og til mennesker omkring os.
Når vi kommer til at sige ja, hvor vi egentlig skulle sige nej, skaber vi konflikt i os selv med indre uro og kropslige spændinger til følge. Det kan føles som en irriterende ”sten i skoen” vi ikke ved, hvor kommer fra. Derfra kan vi komme til at brøle ”NEJ” helt ude af proportioner til den næste, der beder os om noget. Begge dele fordi vi har sagt ja og nej fra et sted i os selv, hvor vi ikke er helt ærlige, men hvor vi måske i stedet forsøger at:
- behage andre,
- undgå konflikter,
- få noget igen,
- høre til,
- føle os gode nok osv.
I virkeligheden kan det, der får os til at sige ja eller nej, hvor det modsatte havde været det ærlige, være udtryk for et dybereliggende behov af, at føle sig elsket og værdsat. At føle, at vi har betydning. At føle sig forbundet og i kontakt.
De fleste af os har ikke megen erfaring med at udtrykke os derfra. Og det er der en god grund til.
Vejen til at være forbundet og i kontakt med de dybe behov i os selv går nemlig ofte over smertefulde følelser som skyld, ikke føle sig set, forladthed, utilstrækkelighed, skam, afvisning, svaghed mv.
Følelser som kan være svære at være i, hvorfor det er ”lettere” at sige ja i stedet for nej og nej i stedet for ja. På den korte bane undgår vi nu og her at mærke de svære følelser. På den lange bane bliver stenen i skoen større og større og vi ender med at opbygge vrede og irritation mod os selv. Og spiralen kører, når vi, for endnu engang ikke at mærke de smertefulde følelser, retter vrede og irritation udad enten usagt (isolation, tilbagetrækning, ligegyldighed) eller udtrykt (skæld ud, vrissen osv.)
Bevidstheden om, at kontakten til os selv og vores dybeste behov netop også er kontakten til noget smertefuldt, er vigtig.
Det er smertefuldt at mærke, hvordan vi har vendt, og til stadighed vender, os væk fra det sårbare og ærlige sted i os selv og vores behov i forsøget på at ”lande” i andres hjerter; vores partnere, vores børn, vores forældre, vores kollegers…. Ja, i de fleste af de sammenhænge vi indgår i, hvor der er ”noget på spil” i forhold til om jeg kan forblive nær med mig selv og mine dybeste behov, eller om jeg kommer til at pejle efter, hvad jeg tror, andre gerne vil have mig til og, hvor jeg bliver bange for at blive udstødt af flokken, hvis jeg ikke ”retter ind”.
Konkret kan det være, at du længes efter kontakt og føle dig god nok, som du er, men at du kommer til at mærke svaghed eller skam over det. Det er svært at få kontakt til de dybe behov i os og række ud til en anden, når man føler sig svag eller skamfuld.
Omvendt er det meget let for de fleste af os at blive helt nærværende sammen med mennesker, som ærligt kan fortælle noget om, hvad de længes efter og har behov for.
For mig er der ingen tvivl om, at kroppen skal med, når vi skal blive nærværende med os selv og mærke hvad der er sandt.
Hovedet kan så let krybe udenom og få os på ”andre tanker”.
Og det giver en god selvomsorgs- og selvværdsfølelse af gøre gode ting for sig selv. Det mærkes i dit dybeste selv og i alle dine celler.
At omsætte erkendelserne fra arbejdet på briksen ud i det levede dagligdags liv er lige præcist der, vi vender kærligt og ansvarsfuldt hjem til os selv ❤️
